Fortællinger om skolen

Artikel omhandlende vores seneste afgangsklasse i 2019

En skøn fortælling om en helt særlig klasse fra en helt særlig skole

Den 28. juni 2019 er det sidste dag for syv elever i 9. klasse på Karlslunde Dagskole, der er en privat, specialeskole for elever med særlige behov beliggende i landlige omgivelser i Karlslunde. Eleverne med hver deres udfordringer som ADHD, autisme, angst, følelsesmæssige og adfærdsmæssige vanskeligheder har været sammen i godt tre år.

Torsdag d. 6. juni 2019

Tina Skovbjerg Madsen, speciallærer

Læseferie og Folkeskolens Prøver

I disse dage er der for de fleste elever i 9. klasse læseferie. Det er der egentlig også for Exit III, der består af fem drenge samt to piger i alderen 15-17 år. Men læseferien er ligesom resten af klassens skoleliv og skoledage struktureret og planlagt ned til mindste detalje. Siden sidste skoledag den 24. maj har de syv elever fulgt et særlagt læseferieskema for at reducere stress og for at imødekomme de udfordringer, der kan være ved at gå til Folkeskolens Prøver - specielt når man er særligt udfordret. Indtil videre har eleverne afsluttet de skriftlige prøver med resultater i den absolut flotte ende af karakterskalaen.

Klassen har på nuværende tidspunkt overstået den naturfaglige prøve med et klassegennemsnit på 8,6 samt et klassegennemsnit på hele 10,2 i mundtligt engelsk, hvilket er et fantastik udgangspunkt for elevernes videre færden i uddannelses- og arbejdslivet. I de næste uger venter de to sidste mundtlige prøver før eleverne endeligt kan få overrakt deres afgangsbevis efter endt skolegang i grundskolen.

Studietur til Barcelona

I september 2018 satte klassen kurs mod Spanien nærmere betegnet Barcelona. Inden da havde klassen arbejdet med hver deres seværdighed, som endte ud i en fremlæggelse for forældre og klassekammerater inden afrejse, desuden skulle eleverne agere rejseguider for hinanden på destinationen.

Der var mange spekulationer, bange anelser og rigtig mange sommerfugle i maven for flere af eleverne. For det første var der nogle, der aldrig havde fløjet før, andre havde aldrig været væk fra deres familie i mere end et par dage og slet ikke så langt væk. Men med god forberedelse og planlægning samt et stort stykke arbejde fra klassens to voksne, lykkedes det. Det blev en skøn studietur og et udviklende og uforglemmeligt minde for alle.

Lejrskole hvert skoleår

Det med at kunne begå sig i det offentlige rum, er en helt naturlig del af at være elev på Karlslunde Dagskole selv på de yngste klassetrin. Eleverne lærer at udvise hensyn, være høflige, men også nysgerrige på deres omgivelser – også de ukendte, hvilket ikke er uden udfordringer for elever med særlige behov. Ved anerkendelse og tæt voksenguidningen har eleverne i Exit III erfaret, at man får dobbelt igen ved at agere hensigtsmæssigt på fremmed grund. Klassen har været på mange besøg og ekskursioner, hvor de er mødt med rosende ord fra både minkavlere, ældre damer i bus og tog samt af museumspersonale. Eleverne udtrykker selv forargelse og afstandstagen, når de møder ”almindelige” skoleelever, der bestemt ikke opfører sig ordentligt i det offentlige rum.

Exit III har, som alle klasser på Karlslunde Dagskole, været på lejrskole hvert år, hvor de i de mindre klasser har været i sommerhuse for at lære at være sammen, tage hensyn til hinanden samt at være væk fra familien i trygge rammer sammen med nære og kendte voksne og kammerater. Eleverne i Exit III har blandt andet været i Sønderborg i forbindelses med et emne omhandlende 1864 og på Kullen i Sverige, hvor de blev udfordret både fysisk og mentalt med lange vandreture samt udfordrende klatring.

En særlig klasse

Exit III er en klasse, der på trods af store forskelligheder virkeligt holder af hinanden. De respekterer hinanden, og de ved, hvornår der kan grines, hvornår man lader hinanden i fred, og hvornår en klassekammerat har brug for et opmuntrende klem. De har fået et sammenhold og klassekammerater, som de ikke tidligere har oplevet i de skolemiljøer og klasser, de kommer fra. De ved nu alle syv, at de er noget værd, at det betyder noget at komme i skole, at der er nogle, der har brug for dem og ikke mindst, at de er gode nok til hvad som helst. Sådan har det ikke altid været…

For blot få år siden var flere af eleverne skoletrætte, udsat for massiv mobning, havde manglende selvværd, ingen kammerater og ingen tiltro til velmenende voksne. Nogle havde udviklet indad- og udadreagerende adfærd og flere havde haft mange forskellige skoletilbud uden succes.

Om lidt bli’r her stille – om lidt er det forbi

At Kim Larsen er et af fordybelsesområderne til den mundtlige prøve i dansk er ikke helt tilfældigt. Da Kim Larsen gik bort var flere af eleverne kede, men også optaget af at have mistet Danmarks national skjald, hvorfor klassen i en længere periode arbejdede med både dokumentar, film, sange og artikler omhandlende Kim Larsen.

Om lidt bli’r her stille kommer til at få en helt anden betydning for både elever og voksne på Karlslunde Dagskole, når Exit III går på sommerferie. For det har været et helt specielt kapitel for mange af os og en rigtig god fortælling, at netop disse syv elever fik mulighed for at møde hinanden på Karlslunde Dagskole for mere end tre år siden. Der blev opbygget et helt specielt bånd og en samhørighed blandt elever og klassens voksne med et tæt og udvidet forældresamarbejde. Det har været af stor betydning for den gode udvikling, at skolen og forældrene altid har haft tillid til hinanden i både gode og dårlige perioder.

Der er syv unge mennesker, der nu flyver i hver deres retning. Fyldt med en god og solid ballast til livets uransagelige veje. Én begynder på Høje Taastrup Gymnasium, to elever skal på efterskole, en anden skal forsøge sig i arbejdslivet, og de sidste tre fortsætter i 10. klasse på Karlslunde Dagskole.

Vi ønsker dem alle - al mulig lykke videre i livet.

Indskrivning på skolen

Er du sagsbehandler og ønsker at indskrive et barn på skolen, så er du velkommen til at kontakte os. Forældre kan ikke indskrive deres børn, men er altid velkomne til at kontakte os for at høre mere om dagbehandlingstilbuddet.

Find vej til vores afdelinger​

Hulbækgaard​

Gammeltoftegaard

Østerled

Skriv til os

Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Adresse

​Karlslunde Dagskole

Karlslunde Centervej 85

2690 Karlslunde

CVR: 21373192

Kontakt os​

☎ Tlf.: 46 16 16 12

✉ E-mail: kontoret@dagskole.dk

Medlem af LOS